Fantasifuld veldrejet historie for de 3-6-årige og deres voksne, ja, mange 2-årige kan også være med.
Noa "fanger" en krabbe i køkkenet, og mor og far er med på, at den er meget farlig. Den tager først mors, så fars og til sidst Noas næse, og de må have plaster på. Når de ingen næser har, så kan de heller ikke blive snottede eller lugte elefant-lorten i zoologisk have. Desværre heller ikke bagerens nybagte brød og blomsterdamens flotte blomster. Krabben forbarmer sig over dem alle, og nu kan de både lugte og nuldre næser. Bogen rummer fine fremstillinger af følelser, lade-som-om, bange, beklager, puh-ha, dejlig, ked af det osv. Noa i hænderne på de forkerte forældre ville være et anstrengende bekendtskab, han er dog i gode forældrehænder, og det er en fornøjelse og samtidig lærerigt at læse om.
Denne er enklere end Mildes øvrige billedbøger, i klasse med Lindenbaum, Letén og Aakeson.
Fin familiehistorie, enkel billedbog for de yngste, tårnhøj kvalitet.