Man kan anskue Preislers nye store digtsamling om menneskers samspil omkring kærligheden mellem kønnene som en stor pulserende bevægelse fordelt på de henved 200 prosalyriske tekster. Digtene ligger så tæt på hinanden i tanke form og tema, at det kan være svært at holde dem fri af hinanden. Det er nok heller ikke Preislers hensigt; men det svækker selvsagt det enkelte digt i den store sammenhæng. Det er som tidligere de afdæmpede, næsten intuitive og indforståede digteriske virkemidler Preisler betjener sig af. Synsvinklen er fortrinsvis "han" eller "hun" - kun indimellem et "mig". Men Preislers særegne tone er udpræget feminin, hvor real virkelighed, følelser, sanselighed og stemninger bevæger sig ind over hinanden: "..Hun er i et spejl/Og der er stjerner bag hende/Og mørke verdener/Hun ikke kender/Det blæser/Igennem hendes hår/Igennem hendes nøgne hud/Det blæser/hans hænder kommer bagfra/Ud af dette mørke/Af denne blæst og stjernerne/Hans hænder/Og stjernerne er gløder/...". Hvis man kan fange tonen, er der adgang til Preislers poetiske frekvens, hvor kosmos og kærlighed mødes. Digtene har absolut niveau, men det kan være svært at holde fodfæstet hele vejen og gribe den substans, der gør at digtene fæstner sig og bevæger læseren.