En bog til kvinden der ønsker at passe på sin hud og pleje den med rene, naturlige råvarer.
Birgitte Muldbjerg er tidligere skønhedsredaktør på bladet "I form" og i bogen Nordisk skønhed : velvære med nordiske råvarer har hun samlet og udviklet opskrifter på naturlig skønhedspleje. Bogen er inddelt i afsnit dækkende ansigtet, kroppen, håret samt hænder, fødder og negle. Der er forskellige behandlinger fx til træt hud, fedtet hud og hud der skal opstrammes. Ingredienserne er enten at finde i naturen eller supermarkedet og bliver nemt til masker, hårkure og neglebade. Der er god vejledning og tips samt forklaring på ingrediensernes virkning.
Der findes ikke mange bøger om at lave egne skønhedsprodukter. Denne bog udfylder derfor et hul på hylderne og i en tid med fx parfumeallergi vil den højest sandsynligt trække et godt udlån.
En meget indbydende bog til kvinden der ønsker at styre udenom tilsætningsstoffer og kemikalier og selv lave sine skønhedsprodukter. Råvarerne er til at få fat i, og opskrifterne er generelt nemme at følge.