Blue banisters
Lana Del Rey
Emneord
Anmeldelser (5)
Soundvenue
d. 3. sep. 2019
af
af
Marie Ulrich Østergaard
d. 3. sep. 2019
"Med sit femte album træder nostalgikeren Lana Del Rey ind i 2019 - uden på nogen måde at give køb på sin lyd, skønt popguden Jack Antonoff har produceret. Albummet byder på de hidtil stærkeste tekster fra den 34-årige amerikaner, imens tangenterne danser, og guitaren rejser børster i de rige orkestreringer ... Med så mange flotte højdepunkter på et 14 sange langt udspil må nogle stunder næsten uundgåeligt stå svagere end andre (...) Men når finalen så udgøres af den sårbare genistreg 'hope is a dangerous thing for a woman like me to have - but i have it' fra årets begyndelse, er det umuligt ikke at anskue 'Norman Fucking Rockwell' som et foreløbigt hovedværk fra en af vor tids mest originale sangskrivere".
Politiken
d. 1. sep. 2019
af
af
Simon Lund
d. 1. sep. 2019
"Lana Del Rey holder stædigt fast i sin filmiske og skæbnesvangre retro-æstetik. Men hun har aldrig skrevet skarpere sange og mere vidunderligt fabulerende pop-art-poesi end på 'Norman Fucking Rockwell!' ... Det virker næsten, som om hendes fem første plader kun var stiløvelser for at komme frem til det her, der kunne ende som et hovedværk, hvor den virkelige verden støder sammen med tågede forestillinger om den amerikanske drøm ... »Hollywood sadcore«. Det kan vi stadig godt kalde Lana Del Reys døsige sang ... På den måde er chanteusen Lana Del Reys udsvævende narko-pop lige til tiden. Og varslet i hendes storslåede undergangsstemning har aldrig været formuleret med så stor skønhed".
Berlingske tidende
d. 4. sep. 2019
af
af
Nanna Balslev
d. 4. sep. 2019
"Sangerinden Lana Del Reys melankolske stenerpop lyder stadig som soundtracket til en David Lynch-film om 60ernes Hollywood. Men hendes sange om Californiens randeksistenser og den store roadmovie-agtige kærlighed kryber helt under huden på hendes stærkeste album ... For Lana Del Rey er en musikalsk forførerske og gudsbenået storyteller ... Del Ray [søger] tilbage til 50ernes Hollywood og 60ernes americana med sin melankolske valiumspop. Og på sit sjette album har den 34-årige sangerinde skrevet nogle af sine stærkeste og mest ikoniske sange ... »Norman Fucking Rockwell!« er ikke kun Lana Del Rays mest velproducerede album, det er også blandt årets bedste popalbums (...) de fleste numre er baseret på neddæmpede klaverarrangementer, dovent slæbende trommer og hist og her en guitar eller cello ... Med simple virkemidler og en samling popsange, der ved, hvad de vil, har Lana Del Rey skabt et hovedværk i sin karriere".
Information
d. 2. sep. 2019
af
af
Louise Rosengreen
d. 2. sep. 2019
"Amerikanske Lana Del Rey er en mester i at afstemme coolness og sadcore (...) Og på hendes sjette studiealbum 'Norman Fucking Rockwell' er hendes storladenhed i topform ... Hun er en sofi-stikeret storyteller og sensuel sangerinde ... Reys sørgmodige desperation over den politiske virkelighed og afsky for vold skinner igennem på flere af pladens 14 sange ... Norman Fucking Rockwell er uhyre velproduceret og spækket med raffinerede referencer til musikhistorien ... Norman Fucking Rockwell konkurrerer med hendes tredje album, Ultraviolence, om at være hendes allerbedste til dato (...) For her er hun alene om at synge, og hun excellerer i dét, der er hendes force: de følelsesbetonede indiepopballader med en intrigant kant ... Som sangskriver er Lana Del Rey i særklasse, når det kommer til at kreere små narrativer, der med få præcise detaljer får skabt et fascinerende persongalleri, der bebor et popartet, mytisk Amerika".
Weekendavisen
d. 27. sep. 2019
af
af
Klaus Lynggaard
d. 27. sep. 2019
"[Lana Del] Reys seneste album hedder Norman Fucking Rockwell ... Hun står for en sær lakonisk, næsten søvnig form for dekadent valium pop, hvis hoved temaer er fordømte forhold, utilpassethed, desillusion, skuffelse, kynisme, fortrydelse, håb, sex, sprut og narko (...) Udtrykt i et sprog, der ikke kerer sig om at holde (...) »en ordentlig tone«, tværtimod ... Læg dertil en vag og flydende længsel efter især 1950erne og 60ernes USA som sådan en art Tidens Tabte Land, samt en grund opfattelse af det sydlige Californien som verdens navle, og billedet af en sær egen kunstner tegner sig ... Det høje niveau fra de foregående fem album holdes på Norman Fucking Rockwell, som er hendes bedste siden Born to Die, selvom ikke hver eneste af de i alt 18 sange er helt oppe at ringe; men flertallet er".