Bøger / faglitteratur / erindringer

Notater om Karen Blixen


Beskrivelse


Erindringer og betragtninger om hverdagsbegivenheder og højdepunkter i årene 1942-1962 skrevet af Karen Blixens (1885-1962) sekretær og praktiske hjælper.

Anmeldelser (3)


Bibliotekernes vurdering

d. 19. dec. 2018

af

af

Liselotte Henriksen

d. 19. dec. 2018

Hermed foreligger den anden af årets tre bøger om Karen Blixen. I nærværende bog præsenteres vi for forfatterinden af hendes mangeårige sekretær Clara Svendsen. Den strækker sig over perioden fra 1942-62, fra Clara Svendsen første gang kom i kontakt med Karen Blixen til hun fulgte hende til graven. Fra 1949 bygges beretningen op omkring korte notater fra lommekalendere. Bogen slutter sig fint til Thomas Dinesens tidligere udkomne beretning (74.17.18). Ligesom denne er det en nænsom afdækning af mennesket Karen Blixen, som hun fandtes bag myten. I førnævnte bog foretages afdækningen af forfatterinden selv gennem hendes breve fra afrikatiden, i den nærværende af det menneske, som stod hende nærmest i den sidste fjerdedel af hendes liv. Men også Clara Svendsen selv kommer frem i bogen. Man får et dybt indtryk af et uselvisk menneske, som ved sin hengivne støtte var om ikke den egentlige årsag til så dog en væsentlig forudsætning for, at Karen Blixen, så dødssyg hun var, alligevelfik kraft til at fortsætte sit forfatterskab. Nyfigne vil ikke finde pikante afsløringer, men beundrere af Baronessen vil i bogens beskrivelse af hverdagsbegivenheder og højdepunkter gennem årene se mennesket bag facaden, stærkt, men sårbart, beundret og tiljublet, men ofte misforstået og misundt. Det er en rig bog, som på baggrund af den store interesse for Thomas Dinesens må forventes at blive efterspurgt.


Bibliotekernes vurdering

2006

af

af

Torben Wendelboe

2006

Bogen udkom første gang under forfatternavnet Clara Svendsen 1974, genudgivet 1988 under forfatternavnet Clara Selborn med et tilføjet lille appendix samt et navne- og titelregister. Det er denne 2. udgave, der hermed genoptrykkes uændret - dog med en enkelt ændring på billedsiden. Forfatteren var gennem mange år tæt knyttet til Blixen, i de senere år som hendes sekretær, og efter Blixens død i 1962 bliver hun bl.a. hendes litterære eksekutor. Bogen tager udgangspunkt i det første møde med Blixen i 1942 fortæller så kronologisk fra årene herfra og frem til 1962. Fremstillingen er baseret på forfatterens noter fra årene, og nogle år behandles på få sider, mens andre foldes mere ud. På grund af forfatterens centrale position så tæt på Blixen kan hun fortælle indforstået om de mange personer, der fandtes omkring hende, ligesom hun har førstehåndskendskab til tilblivelsen af en lang række af Blixens værker. Det er en af bogens store attraktioner. Men bogen er også beretningen om det forunderlige forhold mellem Blixen og hendes sekretær, som stadig er meget fascinerende og sigende om de to involverede. Endelig bliver bogen også et indirekte portræt af forfatteren, der fortæller med en fin balance mellem åbenhed og respekt. Så her er en velkommen genudgivelse af et klassisk centralværk. Selborn har bl.a. også skrevet Karen Blixen : en digterskæbne i billeder, 1969.


Politiken

d. 27. apr. 1988

af

af

Bent Mohn

d. 27. apr. 1988