Atter en fortættet og uomgængelig roman i topklasse til Ida Jessens mange læsere. Det er en selvstændig fortsættelse af trilogien fra Hvium og tematiserer eksistentielle emner som skyld, tilgivelse og forsoning.
Lisa har tidligere været præst i den fiktive jyske by Hvium. Hun bor nu i København med mand, hjemmeboende datter og en udeboende voksen datter, der har sit at slås med. Lisa er frivillig i en telefontjeneste, hvor folk kan ringe anonymt og tale med et andet menneske. De, der ringer, er ofte ensomme, psykisk syge eller selvmordstruede. På vagt en regnvåd novemberaften taler Lisa flere gange med en desillusioneret og livstræt kvinde, og efterhånden går det op for dem begge, at de kender hinanden fra den tragedie for 15 år siden, hvor Lisas syvårige søn blev dræbt af en flugtbilist.
Også her viser Ida Jessen (f. 1964) sig som en stor prosaist, der økonomiserer med sit sprog og skildrer stemninger, personer og psykologiske spil knivskarpt. Atmosfæren i denne roman er intens og dialogerne så præcise, at man læser den langsomt og nogle gange må tilbage for at få det hele med. Der bliver på fineste vis trukket tråde tilbage til Hvium-trilogien, så hvis man ikke har den helt præsent, er man ingenlunde hægtet af.
Læses i forlængelse af romanerne fra Hvium, Den der lyverBørneneDet første jeg tænker på, Børnene og ikke mindst Det første jeg tænker på. I en anden boldgade er Helle Helle, også hun er en suveræn sprogbeherskerLæses i forlængelse af romanerne fra Hvium, Den der lyver, og ikke mindst Det første jeg tænker på. I en anden boldgade er Helle Helle, også hun er en suveræn sprogbeherskerLæses i forlængelse af romanerne fra Hvium, Den der lyver, Børnene og ikke mindst . I en anden boldgade er Helle Helle, også hun er en suveræn sprogbehersker.