Boligbog med bred appel og både for dem, der er helt fremme i skoene boligmæssigt, for dem, der har taget shabby chick-stilen til sig, og for dem der holder af østens farver, er til det rene nordiske, vintage - eller noget helt andet. Chalmers og Hanan blander mange forskellige stilarter og tidstypiske ting, og måden de formidler på bærer præg af deres arbejde som freelancere for forskellige boligmagasiner. Små overskuelige tips og ideer, en masse styling og måske en bog der nok især vil tiltale de ca. 20-35 årige - piger! Udgangspunktet er at skabe en boligindretning i den billigere ende, dvs. at blande gammelt med designerting, gerne efterligninger, og så ellers fylde på af de ting, der skaber den individuelle og personlige stil. Det handler om at lade sig inspirere frem for bare at kopiere, tage delelementer ud og tænke alternativt. Bogen er opdelt i 2 hovedafsnit, det ene med "elementer": farver, mønstre, tekstiler, møbler, belysning mv., det andet "rummene": afslapning, mad & spisning, sove-, badeværelser og hjemmekontorer. Detaljerne i de første afsnit, som udgør hovedparten af bogen, og helheder i de sidste. Fotografen Debi Treloar har gennemillustreret med flotte og illustrative billeder, og layoutet skaber både harmoni og udfordringer.