Bogen markerer Teknologisk Instituts 100 års jubilæum og er skrevet af Steen Andersen og Søren Federspiel, begge fra CBS, Center for Virksomhedshistorie. Danske virksomheders virke gennem de 100 år er og har da også været et pejlemærke for instituttets aktiviteter, fra de første kurser der skulle dygtiggøre træ- og metalarbejdere til et nutidigt højteknologisk set-up hvor dansk teknologi og know-how til stadighed skal søge at markere sig på et globalt marked. Forfatterne har, udover at have haft frie hænder, fået meget med i bogen, der dels sætter fokus på TI's udvikling internt dels kan læses som et spejl af samfundets udvikling af et Danmark set i hastig accelererende forvandling gennem 1900-tallet. Fra instituttets spæde start med lidt snert af "gøgeunge"-status til en nu helt anderledes position karakteriseret ved respekt takket være årtiers seriøse arbejde og faglige indsats. En bog der også afdækker snitflader med tilhørende problematikker til det omgivende samfund, politisk økonomisk, erhvervs- og uddannelsesmæssigt m.v., og som, nu som før, plæderer for vigtigheden af et godt samspil mellem forskning og erhvervsliv, mellem teori og praksis. I 1906 lød spørgsmålet: Hvad skal Danmark leve af? Det gik som bekendt, og noget af svaret er at læse her i en smukt layoutet udgivelse der kan læses af alle med interesse for dansk teknologisk udvikling og samfundsudvikling iøvrigt.