Læsere af klassisk, modernistiske digte vil føle sig hjemme i Nicolaj Stochholms billedrige og visionære tekster, der dog også åbner op for en anderledes "uren" og direkte tale om den samtid, de er skrevet i.
Titlen på Nicolaj Stochholms digtsamling peger på den iscenesættelse og celebrering af poesien og kunsten som er så karakteristisk for de otte digtsamlinger, han har udgivet siden debuten i 1991. Det kompakte billedsprog, de slyngede sætninger, der skifter betydning og retning fra linje til linje, findes også i den nye bog, men samtidig også flere tekster der forholder sig til og er anfægtet af det samfundsmæssige og politiske. Bl.a. et digt foranlediget af rydningen og udvisningen af irakere fra Brorsons Kirke, der som forfatteren formulerer det i en lang note fik revet den hermetiske digter ud af sin skønhedsfatning "og helt op på digtets hidsige nagler." Mange af bogens tekster, ikke mindst det lange prosadigt "I den hvide by", griber ned i denne spaltning mellem kunstens og formens skønhed og harmoni på den ene side, og på den anden side en stemme der er nødt til at "tale beskidt" om tiden og det politiske.
Den suggestive sproglige kraft og det personlige forestillingsunivers har NS til fælles med fx Morti Vizki og Simon Grotrian.
Nicolaj Stochholms nye digte har ikke sluppet mytologiseringen og det visionære billedsprog, men den højstemte "ode"-stil er på en ny og frugtbar måde blevet anfægtet og udfordret af det tidskritiske og politiske.