Ødelagt rim : digte

Læsere af modernistisk poesi vil føle sig hjemme, men også blive udfordret af Nicolaj Stochholms visionære og ekspressive digte.

Digtene i Nicolaj Stochholms nye samling er i besiddelse af alle de egenskaber, som er så karakteristiske for hans poesi: De slyngede, arabeskagtige forløb, den besyngende og besværgende tone og det visionære billedsprog, der kan rumme både patos og ironi. Spredte henvisninger til sydeuropæiske byer og landskaber skildrer et jeg, der er vendt tilbage til de steder, hvor han opholdt sig og skrev som ung, men mere end konkrete steder har de karakter af symbolske rum og tilstande, hvor grænserne mellem jeg og omverdenen er flydende. Teksterne kredser omkring motiver som erindring, identitet og forvandling, men ikke mindst om forholdet mellem jeget og digtet/kunsten, der kan være dæmonisk, men også den "trappe" der med religiøse undertoner løfter jeget til en indsigt, der transcenderer det individuelle og heler det ødelagte og delte "så jeg kan fortælle om hvem/ jeg virkelig er og se morgenens/ dybe blå på den anden side af/ jegets sortmalede øjenhuler".

I sin evne til at skabe en helt personlig forestillingsverden og mytologi kan Nicolaj Stochholms digte sammenlignes med både Henrik Nordbrandt og Simon Grotrian.

I deres rastløse pendlen mellem indre og ydre, mellem fromhed og vildskab, skaber Nicolaj Stochholms digte et tankerum og et sprogligt rum, som er unikt og uforvekslelig personligt.

Læs hele vurderingen