Denne erindring om livet som sømand dækker fortrinsvis årene 1938-1940. Det er en velfortalt historie med troværdig persontegning og spændende miljøskildring af livet om bord og af fjerne lande. Bogen henvender sig til en bred målgruppe af erindringslæsere med interesse for nyere historie, sømandsliv og rejseskildringer. Forfatteren skriver om sin tid som letmatros på to af ØK's skibe, som han forlod for at aftjene sin værnepligt i marinen. Hovedvægten i bogen ligger på beskrivelsen af et togt til fjernøsten med Siams barnekonge og en tur til Amerika med det danske kronprinsepar. Vi får et godt indtryk af tiden og af sømændenes bekymring for fascismen i Spanien og nazismen i Tyskland. Der fortælles varmt om familielivet i Vendsyssel under landlov, og vi hører om den faglige organisering blandt sømændene (som allerede dengang havde et velfungerende længst-ledig-princip!). Bogen afsluttes i tiden omkring den tyske besættelse af Danmark, og Lauritzen beretter om den dybe følelse af skam ved at sidde magtesløs, mens danske handelsskibe blev torpederet, og landet blev besat. Forfatteren har tidligere udgivet En sømand græder ikke (1987), som skildrer hans første år på søen.