Den irske forfatter har skrevet tre romaner, men oversættes først nu til dansk. Hvis resten af forfatterskabet bare tilnærmelsesvist holder niveauet, må man håbe, yderligere oversættelser snart følger. Willie Dunne blev født i 1896 og meldte sig af idealistiske grunde som frivillig på engelsk side til 1. verdenskrig, som han og mange jævnaldrende så som et eventyr, der hurtigt ville få en ende. Sådan gik det ikke, og romanen er en meget barsk og malende beskrivelse af det trøstesløse liv i Flanderns skyttegrave og den vaklende tro på sagen - især efter han under en orlov bliver beordret i kamp mod landsmænd, der kæmper for hjemmestyre hjemme i Dublin. Willies familiemæssige hjemmefront, der er hans store styrke, krakelerer også, og han bliver mere og mere desillusioneret som krigen skrider frem og kammeraterne dør omkring ham. Det er en af de flotteste og mest gribende krigsromaner, jeg nogensinde har læst, og bagsidens referencer til Intet nyt fra Vestfronten er absolut berettigede.