For interesserede i lettilgængelige digte, der handler om personlige erindringer med et humoristisk, erotisk og diabolsk glimt i øjet.
Den kendte børne- og ungdomsforfatter udsender et udvalg af sine digte i 40-året for sit første digt, som han fik trykt i Hvedekorn 1971. Hans digte er personlige og umiddelbare og handler meget om de begivenheder, ting og tanker, der umiddelbart optager og omgiver ham. Glimtvis fornemmes den udforskende farlighed, der kendetegner det meste af hans øvrige forfatterskab. Formen i digtene er både finurlig, legende og overvejende traditionel - ofte rimet eller berettende eller direkte naivistisk med afsæt i den nordjyske hjemstavn eller det personligt oplevede: "Den gode pilot Gud i sit vejrmagerfly fløj over Vendsyssel i går(...)der er ingen lys nu til morgen(...)Ejgils El-Teknik pukler på hovedgaden.." og "Lovet være den tyr der slap løs!/fra/slagteriet/igennem vor lillebys gader/sænkende sine horn/gafler/mod mødre med spædbørn - O,/tak for tyren(...)".
Mouritzen har udgivet mange digte over tid, fx Nedtælling til en ny dag. Han har sine egen stil og tone, der spænder fra den lokale digterkollega Bjarne Nielsen Brovst til den sanselige åndsfælle Schades lyriske jongleren med den korte afstand mellem livets lys og mørke.
Digtudvalg i 40-året for digterdebuten. Udvalget viser på en gang PM's uomtvistelige udtryks- og fortælleevne, men også den manglende distance til stoffet og ditto lyriske ambition, der kunne løfte materialet over det jævnt gode.