Ligesom i de øvrige romaner af Dorthe Berntsen - sidst med Vågenatten, 1997 - er her tale om en rigtig god fortælling med overbevisende psykologiske portrætter. Selv om der her i denne roman sker er mord, er der ikke tale om en kriminalroman i gængs forstand, hvor det vigtigste er at finde morderen og årsagen til mordet. Det er sankthansaften, på toppen af bålet ses en heks, men da ilden får fat i heksen, viser det sig, at det er et menneske. Politiet arresterer en ung kvinde, Vibeke, som har boet sammen med den afdøde kvindes fraskilte mand, Asger. Vibeke indrømmer, at det er hende der har anbragt liget på toppen af bålet. Selv om hun måske nok kunne have grund til at slå kvinden ihjel, nægter hun, at hun har gjort det. Hun fandt hende tilfældigvis en morgen hun gik tur ved vandet. Vibeke bliver indlagt til mentalobservation på retspsykiatrisk afdeling. hvor hun fortæller sin historie. Vibeke er vokset op i et hjem uden kærlighed, hun er lidt af en enspænder uden de mange tætte relationer til mange mennesker, og da hun møder forståelse og accept fra den noget ældre Asger, som hun lejer et værelse af, indleder hun et forhold til ham Romanens styrke er de mange tegn og antydninger, er Vibeke i virkeligheden syg eller??.