"Med den akustiske guitar i centrum er det som at være i Laurel Canyon, Los Angeles, hvor luksushippier og kunstnere holdt til i 1960erne, og særligt Joni Mitchell genkaldes i Laura Marlings lyse stemme og distinkte fraseringer, helt tydeligt i den fortrinlige »Where Can I Go«. Men briten er nu en kunstner i sin egen ret og da heller ikke sen til at knuse alle forestillinger om parfumeret flower power: »Damn all those hippies/ who stomp empty footed/ upon all what's good/ all what's pure of the world.« Så skulle den flippermistanke være manet i jorden på et album, hvor sangene forløses i enkle, organiske arrangementer, hvor en håndspillet tromme, et orgel, en violin og andre instrumenter kun diskret lægger sig ved siden af guitaren og stemmen".