I forhold til de to tidligere prosasamlinger At læne sin kind mod verden (1991) og Men i lyset hende (1992), hvor Louis Jensen dyrkede den lyriske prosastil, rummer teksterne i denne nye boget stærkere fortællende element. Med disse 23 historier nærmer forfatteren sig mere og mere den traditionelle novelleform, og undertitlen 'novellekreds' understreger den korrespondance der erimellem de enkelte tekster, hvis personer og begivenheder spejler hinanden. Miljøet træder antydningsvist frem, men forfatterens virkelige interesse er det psykologiske portræt: mennesker fastholdti det magiske øjeblik, hvor virkeligheden pludselig udvider sig og får dybde og nye dimensioner. Hvad novellerne prøver at indfange - ofte udtrykt i englens symbolske skikkelse - er en mystisk,'navnløs' dimension i det tilsyneladende banale, hvor tiden pludselig står stille og giver personerne en indsigt, der opleves som gave og opfyldelse, men også som foruroligende billeder og syner,der isolerer dem i forholdtil omgivelserne. Dette flygtige, uhåndgribelige er fastholdt i det sanselige, konkrete, men også med litterært sideblik til Rilkes navnkundige engel fra Duino Elegier.LJs virkelige originalitet er evnen til at indfange det flygtige, stemningen, inden den endnu er blevet bevidstgjort. Dette sker så til gengæld ofte på bekostning af den episke udfoldelse afstoffet, og her er der en balanceakt, som novellerne endnu ikke helt har fundet.