Isolation
Kali Uchis
Emneord
Minder om
Choral works
Ralph Vaughan Williams
Locus iste
St. John's College's Kor (Cambridge)
America
Südwestfunks Vokalensemble (Stuttgart)
Buren
Anna Järvinen
Mark IV : Lånt tid
Sorten Muld
Essential Tavener
John Tavener
Da pacem Domine
Arvo Pärt
Grim
Medina
A voice from heaven : British choral masterpieces
The King's Consort's Kor
Anmeldelser (4)
ivanrod.dk
d. 23. mar. 2018
af
af
Ivan Rod
d. 23. mar. 2018
"Et album bestående af vokaler, der som de bærende "instrumenter" er blevet manipuleret af den danske lydkunstner Mike Sheridan, og som i færdig form fremstår som en række eksperimenterende, næsten hypnotiske, elektroniske lydbilleder. Det er svært umiddelbart at høre, hvor vokalerne hersker, og hvor elektronikken hersker, og netop dét har været ensemblets hensigt - at sætte lytteren til at overveje det, at elektronikken kan få mennesket til at lyde mere menneskeligt, end det selv er i stand til, og mere maskinelt, end det selv drømte om. Musikken er næsten rumlig, sine steder næsten industriel og konstant udfordrende, udfrittende, udsyret. Ekstrovert, snarere end introvert. Billedskabende, til tider filmisk. I alle tilfælde minimalistisk, som udsprang den af den klassiske musiks minimalisme og aflytning af eksempelvis (film)komponisten Max Richters bagkatalog".
Blazar
2018
af
2018
"Her tager [Mike Sheridan] instruktørrollen og tager 3 dages vokaloptagelser og sender dem på en dub-rejse gennem sine Eventide og Lexicon effekter - og søde nye soniske fiktioner opstår. Ambient, der hverken er sukret og følt som Jarre eller ondt som Sunn O))) - men med en mere åben emotionel palette, trods en klar nordisk tone. Minimalistiske naturlandskaber, man kan projicere sine egne tanker op på. Det er lidt pænt, men fungerer bedst, når vokalerne ikke er en dokumentation af en performance, men blot behandles som abstrakt løsrevet råstof, der via digitale trampoliner skaber nye rummelige mørke lydscener uden melodi eller beat. Der er klar inspiration fra Jon Hassels snart 40 år gamle mesterværker, der var en leg med post-global sci-fi-tribal exotica ... Andre steder minder det om syret Bjørk uden solist eller midt-periode ordløs Laurie Anderson - på en tømmerflåde omgivet af isbjerge og flagermus".
Jazznyt
d. 7. apr. 2018
af
af
Niels Overgård
d. 7. apr. 2018
"[IKIs] ordløse vokaler er et instrument på samme fod som [Mike] Sheridans maskiner. Mødet mellem stemmerne og maskiner er fuld af stærke stemninger. Albummets titel (...) sætter scenen for et mytisk og mystisk univers. IKI er fascinerede af det kønsløse, mytologiske og religiøse orakel, som man søger til for at få svar, men som er tåget og flertydigt, og overlader den søgende til at finde egne veje frem. Musikken kredser om det ceremonielle og tribale. Sangene er ordløse, men har meget konkrete titler, som kan sætte gang i en process i lytterens egen fortolkning. Netop det tvetydige står stærkt på udgivelsen. På pladecoveret har IKI masker på, lavet af den norske kunstner Damselfrau, der også tidligere har lavet masker til Björk og Beyonce. Maskerne er med sine stærke farver og mønstre ikke masker, der gemmer på noget. De åbner op. Op for noget nyt og uventet. Det er det samme pladen gør. Den bevæger sig mellem det dystre, det forunderlige, det håbefulde og livet".
Information
d. 13. apr. 2018
af
af
Ralf Christensen
d. 13. apr. 2018
"Alle stemmer på albummet er elektronisk manipulerede, og de refererer dermed ikke til personlige historier, men bygger i stedet menneskekroppens vidder ud i de elektroniske arkitekturer. Og skaber utopier. Det er ikke nødvendigvis skønsangens rige, [IKI] opsøger på Oracle, men de søger hele tiden legen med kroppens formidable mekanik. Først med »Membrane«, hvor det er vejrtrækning og støn, der pruster gennem [Mike] Sheridans ambiente tåge. Der tegnes smukke vokaltinder af glas, mens et basbumlende lokomotiv driver gennem lydbilleder på »Honeycomb«. Og stemmerne gisper og halsene hiver efter vejret, mens elektroniske klangbidder af selvsamme stemmer slanger sig underneden på »Eukaryote«. Det er en form for skønhed, man selv må fylde mening i. Og det gør denne anmelder ved at høre Oracle som et abstrakt drama og en konkret kamp for at få stemmen til at give nye meninger i en verden fuld af elektroniske modstande. Og det lykkes fornemt".