Bøger / skønlitteratur til børn

Over marken


Beskrivelse


Billedbog. Kaninungen Klumpen er bange for ræven og tør ikke løbe hjem over marken. Han venter og venter og håber at far kommer og følger ham hjem.

Anmeldelser (5)


Bibliotekernes vurdering

d. 15. dec. 1998

af

af

Jesper Holtoug (skole)

d. 15. dec. 1998

Over marken er en bemærkelsesværdig billedbog. Den er usædvanlig smuk og harmonisk, og fortællingen er insisterende og tankevækkende uden nogen som helst brug af lette effekter. Det er ganske enkelt en god historie med nogle forrygende illustrationer til. Bogens billeder består af to typer - nemlig de meget stemningsfulde, realistiske malerier, der ledsager historiens ydre handling og de mindre, naivistiske billeder, der illustrerer den lille hovedpersons fantasiforestillinger. De sidstnævnte er mindst ligeså spændende, som de store, disede stemningsbilleder. Æstetisk klæder de to billedtyper hinanden, og hver for sig tilføjer de helt nye dimensioner til fortællingen. Den ret tekstrige historie er en original fabel om den halvstore kaninunge Klumpen, der prøver at samle mod til at løbe hjem. Først skal den over den store, øde mark, hvor ræven eller uglen lurer. Hele historien udspiller sig i Klumpens hoved, mens han sidder i skovkanten og venter på, at mørket skal falde på. Der er masser af sjove indfald og både underfundige og alvorlige overvejelser undervejs: tør far slet ikke komme og hjælpe, hvor gammel kan en kanin blive og hvorfor har far været gift så mange gange. Selvom vi får en gedigen dyrehistorie, er parallellerne til børns liv indlysende - også for de fleste børn mellem 4 og 8. En billedbog som når billedbøger er bedst.


Bibliotekernes vurdering

d. 15. dec. 1998

af

af

Vibeke Munch Kofoed

d. 15. dec. 1998

En langsommelig og alligevel ganske intens norsk billedbog, som handler om angsten for det ukendte og om at føle sig forladt eller svigtet. Den lille kaninunge Klumpen er kommet for langt væk hjemmefra. Nu venter han angst på at mørket skal sænke sig, så han kan krydse marken uden at blive spist af ræven. Han håber på at blive hentet - af faren. I ventetiden kredser tankerne om dem derhjemme, især om faren som han frygter vil svigte, som han tidligere har gjort. Det er da også mor, der langt om længe dukker op og henter Klumpen. Teksten er formet som én lang associationsrække, som nøje følger Klumpens tanker i den utålelige ventetid, hvor utrygheden skifter med håbet om at faren kommer. Der er flettet en lidt overflødig parallelhistorie ind om en pige, der ligeledes sidder og venter på sin fraværende far. Bogen er smukt illustreret med udtryksfulde, farverige billeder, i en særlig ruflet og detaljeret teknik, som uden at skræmme beskriver skiftende stemninger og følelser. Det er en anderledes historie, der vil gøre indtryk på børn fra ca. 4 år og den voksne formidler. Den stiller krav om indlevelse, men rejser samtidig mange vigtige spørgsmål bl.a. om at være bange og om far/søn forhold.


Information

d. 12. mar. 1999

af

af

Henning Mørch Sørensen

d. 12. mar. 1999


Weekendavisen

d. 29. jan. 1999

af

af

Pernille Stensgaard

d. 29. jan. 1999


Berlingske tidende

d. 9. feb. 1999

af

af

Kari Sønsthagen

d. 9. feb. 1999