Bøger / faglitteratur

Pakidanerdialogerne : samtaler uden grænser


Beskrivelse


Samtaler og korrespondance mellem to kvinder om det moderne kulturmøde mellem danskere og nydanskere, bl.a. om kulturelle fordomme, kvindefrigørelse og 11. september. Mette Bom er kristen/dansk feminist og journalist. Shabana Motlani er troende muslim med pakistansk/amerikansk baggrund.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 3. nov. 2006

af

af

Søren Brunbech

d. 3. nov. 2006

Dialogen mellem de to kvinder med henholdsvis kristen/dansk og muslimsk baggrund henvender sig til læsere, der er optaget af, hvordan vi skal håndtere kulturmødet mellem de store indvandrergruppers muslimske kultur og vores (vane)kristne ditto.

Shabana Motlani og Mette Bom har boet dør om dør i København. Mette Bom er feminist, journalist og forfatter og Shabana Motlani troende muslim med amerikansk universitetsuddannelse og arbejde som it-konsulent. Det er Mette Bom, der har redigeret deres samtaler, mail-udvekslinger etc. der bl.a. handler om religion, kvindefrigørelse, 11. september, Muhammed-tegninger og gensidige fordomme de to kulturer imellem. Det er en sympatisk samtalebog mellem de to veninder. Samtalerne fører ikke nødvendigvis til enighed eller ophævelse af de kulturbetingede konflikter, men giver plads til at forklare og forstå hinandens kulturelle baggrund og bevæggrunde. Kvantitativt fylder indlæggene fra Shabana Motlani mindst, men de er specielt velkomne i den danske integrationsdebat, hvor det er sjældent at moderne danske muslimske kvinder kommer til orde.

I Med slør - og uden, 2005 taler Lone Kühlmann med kvinder i Syrien for at forstå den moderne muslimske kvindes vilkår og baggrund. Amerikaneren Irshad Manji er jævnaldrende med, og har til dels samme baggrund som, Morlani Hendes Problemet med islam, 2004 er et kampskrift, der opfordrer til reform af islam med mere radikale synspunkter.

De to veninders dialog om kulturforskelle og gensidige fordomme er et velkomment bidrag til debatten om integration og kulturmødet mellem islam og de vestlige værdier, ikke mindst fordi den giver stemme til en moderne dansk muslimsk kvinde.