Gus Van Sant viser her atter en enestående evne til at komme ind under huden på unge, der ikke lige passer ind i systemet. Paranoid Park foregår i et skatermiljø og med sit tema omkring den 16-årige, usikre Alex, der bruger skatermiljøet til at holde fast i sig selv, henvender den sig direkte til ikke så få af tidens unge. Den går så tæt på, at den primære målgruppe måske vil afvise den, men den henvender sig også til de voksne, der prøver at forstå de alternative ungdomsmiljøer.
Alex' forældre er ved at blive skilt, moren giver ham lov til alt, mens den fraflyttede far måske er den, der forstår ham bedst. Kammeraten Jared tager ham med til Paranoid Park, en skaterbane i Portland, Oregon, som unge uden andet mål selv har bygget og mødes ved. En farlig bane, som man lige skal være parat til. Miljøet tiltrækker ham og han er nem at lokke af den ældre Scratch, der også får ham med på en livsfarlig trainsurfing, der får katastrofale følger. Alex bliver skyld i en vagtmands død og plages af skyld. Skal han tilstå eller skjule den frygtelige hemmelighed?.
Film om skatermiljøet er sjældne, men Van Sant formår i særdeles realistiske billeder at give et troværdigt indblik i et miljø, der er kendetegnet af en blanding af oprør, dybe frustrationer og et prisværdigt forsøg på selvorganisering.
De voksne optræder kun i baggrunden, og filmens store styrke er dens indlevelse i den unge, indelukkede teenagers følelsesliv. Visuelt fremtræder den poetisk og autentisk i sine rå billeder og gør et stærkt indtryk.