Parret

Dette er en forts. af Pladser, 1973, som sluttede med, at hovedpers. blev gravid. Nu møder vi hende som nygift i 1940, først i lejlighed, senere i eget hus; hendes dage går med opvask,rengøring, børnepasning, blevask o.s.v. Hun føler sig som en Martha og ville så gerne have været en Maria - ville læse og diskutere, men det er der hverken tid eller kræfter til. Det erdeprimerende læsning om en udsigtsløs trummerum; det opmuntrende må man finde i kvindens forbedrede forhold i dag. Jeg må fastholde min konklusion fra Pladser: dels at der stadig eruoverensstemmelse mellem hendes lave sociale placering og manglende uddannelse - og så de tanker, hun gør sig, og den belæsthed hun påduttes; dels at stoffet virker meget selvoplevet, og at bogenville have vundet ved, at forf. havde valgt erindringsformen i stedet for romanen. Men jeg tror, at Parret vil få flere læsere end Pladser; den tvetydige titel er god; der er mange levende detaljerfra besættelsen (mørklægning, æblete, Tamari), ogmange ikke helt unge kvinder vil nok identificere sig med hovedpersonen. En pendant til Eline Besser, men uden overskud til oprør. Sat med Times.

Læs hele vurderingen