Pastabog, der ikke er helt så nem og lige til, som den med sit lille format (17x15), emne og mange billeder umiddelbart signaler. Mest pga. en noget maskinel oversættelse med flere fejl og mangler.
Pastaretter udmærker sig ved enkelhed, relativt få ingredienser og hurtig tilberedning. Også i bogen her med godt 50 opskrifter, nye såvel som klassikere, nogle med et twist, under overskrifterne grundsaucer, grøntsager, fisk og skaldyr og supper. Et opslag pr. ret med ingrediensliste, evt. serveringsforslag, intro og gennemgang af tilberedning. Helt fine for de fleste retters vedkommende, men bogen bærer præg af ikke at være ordentligt gennemarbejdet. Pudsige ordvalg, manglende forklaringer og relevante ingredienserstatninger og også deciderede fejl - fx indgår "gråmuslinger", som jeg ikke har hørt om før, i et par retter. Bogen er gennemillustreret med billeder af alle retter og har et pænt layout. Afslutningsvis et register, som også har enkle mangler og fejl.
Opskrifter på pastaretter er ingen mangelvare. Den nyeste, Pasta på den nemme måde 2008, har både traditionelle og eksperimenterende variationer; desuden kan pastaretter findes i enhver italiensk kogebog.
En pastabog der ikke tilføjer genren afgørende nyt, men derimod bærer præg af en for overfladisk gennemarbejdning i den danske udgave, både mht. sprog og anvisninger. Fra forlaget er også udkommet: Easy italiensk kogebog og Pizza, calzone & focaccia.