Bogen bygger på forfatterens ph.d.-afhandling, og er på et akademisk niveau, der vil begrænse bogens reelle målgruppe til litteraturhistorikere og -anmeldere.
I de seneste år er der udkommet en række værker, der blander fiktion og selvbiografi. En form, hvor forfatteren på varierende måder bliver hovedperson i romanen, og hvor adskillelsen mellem liv og værk bliver umulig. En genre, som forfatteren kalder performativ biografisme. Når begrebet performance kommer ind, er det fordi værkets efterliv i offentligheden påvirker læserens oplevelse og bliver en del af værket. JHH gennemgår og analyserer en række tidstypiske romaner. De to, der får mest opmærksomhed er den norske forfatter Knausgårds Min kamp og danske Claus Beck-Nielsens Das Beckwerk. Også Jørgen Leths Det uperfekte menneske og Michael Strunges forfatterskab læses ind i det samme perspektiv. I et par indledende kapitler reflekteres over forfatterfunktionen i forskellige litterære strømninger. Bogen er forsynet med stort noteapparat, litteraturliste og personregister. Vil på grund af niveau og kravet til forhåndskendskab til litterære strømninger og begreber ikke blive læst af den almindeligt interesserede læser.
Hans Hauge har skrevet om samme litterære tendens under et andet navn: Fiktionsfri fiktion, 2012, ligesom Behrendt allerede i 2006 beskæftigede sig med fænomenet i Dobbeltkontrakten.
Akademisk bog om den nye litterære strømning, hvor fiktion og selvbiografi glider sammen.