Dette bliver tilsyneladende året for romaner om den store passion - først Jane Aamund med Coloradodrømme - det helt store læserhit, og nu den finske Märta Tikkanen - i øvrigt efter 10 års pause. Men hvor forskellige bøger! Märta Tikkanen fortæller i sin særegne sproglige rytme, som ligefrem ses på bogens sider, to parallelle passionshistorier - datterens og faderens. Begge som eventyr og umulige i triviel forstand, begge opslugende, livgivende og skræmmende, uafvendelige på trods af lange adskillelser. Bogen fortælles af den unge journalist AnnaCi, som har et kærlighedseventyr med en gift mand og nedfælder sine følelser for ham og deres forhold på sin pc - i nutiden. Men i huset i Skærgården, arven efter faderen, finder hun korrespondancen mellem faderen og hans passion, C., og her fortælles den anden passionshistorie. Mønsteret gentages: Tiltrækning og brud, lykkefølelse og desperation. Bogen er en litterær præstation, som tryllebinder læseren i et magtfuldt sprogligt crescendo. Alle de gamle Tikkanen-fans skal nok komme igen og spørge, nu sammen med nye læsere, som her vil stifte bekendtskab med Tikkanens forfatterskab, som jeg tror vil få en renæssance.