Siden debuten med Asfaltbark, (1991), har Erik Trigger Olesens digtsamlinger været bygget op omkring nogle konstante grundmotiver, som har at gøre med eksistentielle erfaringer af tab, savn og forgængelighed. Motivet varieres endnu en gang i denne nye, fjerde samling, hvis tekster er stemt i efterårets gråtoner og en grundlæggende oplevelse af "verdens uhelbredelige sorg." Overalt i omverdenen ser jeget sin egen sørgmodighed afspejlet og bekræftet med kærligheden og kvinden som det eneste eksil der tilbyder lindring og trøst for tunge tanker. Altsammen klassiske lyriske motiver, men desværre også med en indbygget skematik og forudsigelighed, der låser teksterne fast i modsætningen mellem det reflekterende og grublende mandlige jeg på den ene side og du'et/kvinden som det evigt givende og umiddelbare væsen på den anden side. Gråtoner og eksistentiel refleksion er der intet i vejen med, men når nuancerne og det uforudsigelige samtidig mangler, tørrer udtrykket ud og blokerer for udvikling og bevægelighed.