Højtlæsningsbogen henvender sig til de børn fra 4-7 år, der er glade for Peter Plys og hans univers, sådan som de kender det fra bl.a. dvd-film.
Samlingen består af seks ret korte historier. Plys finder ud af, hvad ordet nabolag betyder og hvem der bor der. Ninka Ninus er i dårligt humør, fordi hans urtehave forfalder, de andre dyr hjælper ham. Peter Plys har fødselsdag og synes, der er meget langt til aften, hvor hans venner vil holde fest for ham. Kængubarnet gør alt for ikke at skulle sove til middag. Æslet vil gerne vide, hvem der siger DUUU, Peter Plys og de andre finder ud af, at det er Uglen der snorker. Peter Plys' venner har travlt, men ikke for travlt til en skovtur. I alle historierne har Peter Plys og hans venner de vante roller. Teksten er skrevet i et enkelt, dialogrigt sprog i en tone, der gør noget for at ligne den originale, men det lykkes ikke rigtig, pga. det enkle sprog og det spinkle indhold. Illustrationerne er dels helsides, dels vignetter. De er malet i den klare, enkle og farverige streg, som kendes fra andre Peter Plys bøger fra Disney. Forsiden er et skovtursbillede, bagsiden opregner de seks titler og lidt af indholdet fra historierne.
På nær En bamtastisk god nabo og Hvem sagde "DUUU"?, er titlerne tidligere udkommet på dansk som monografier.
De små historier er spinkle, men i den bedre ende af Disneys Peter Plys-bøger. Forhåbentlig vil børnene også blive præsenteret for de originale teksters underfundighed.