Pianisten i parken

Schou har her skrevet en fortsættelse til sin charmerende og muntre debutroman fra 1968 Tapre Hans (68.12.49) om en lystigt levende og legende Hellerupfamilie Claussen. Den mellemste bror GK går nu i 2. G, keder sig i timerne, men har det ellers ret skægt, selv om det plager ham, at han stadig er jomfru. Ved en fejltagelse kommer han med i skolebladets redaktion, hvis feminine medlem er millionærdatteren Dot, som GK naturligvis forelsker sig i, selv om hun i forvejen slæber adskillige fyre efter sig og behandler dem nok så lunefuldt. Samtidig hører man om de øvrige problemer i familien Claussen, men de er nu ikke alvorligere end de kan løses kuriøst og med små muntre pointer. Dot er undtagelsen, idet hun gør noget så drastisk som at dø, og bogen er GKs tilbageblik på den periode, hvor han lærte den skønne og maniodepressive pige at kende, sådan da. Jeg kan sagtens forestille mig bevidstgjorte læsere, der vil affærdige bogen som pussenusset overklassetidsfordriv uden gods i, menpersonlig har jeg moret mig ret godt over dette tilbageblik til ungdommen i slutningen af 50erne. Den kan naturligvis ikke måle sig med Den kroniske uskyld, som den handlingsmæssigt har mindelser om, men den er læseværdig som et stort set muntert billede af en gymnasieungdom, der var for selvoptaget og livsnydende til at være engageret, solidarisk og alt det der, man nu er på skolebladene.

Læs hele vurderingen