"Forsangeren Christoffer Gunrups mund er fuld af melankoli, og på svenskernes andet album er skuldrene noget lavere sænket, end meget af den beslægtede, men solstikkede, psychrock der har været populær de senere år. Enkelte gange gives der dog pokker i det hele som i den sidste og forrygende tredjedel af "Fryshusfunk". Det burde ske lidt oftere. For nok består gruppen af eminente musikere, men til tider bliver de lange numre så afdæmpede, at man glemmer at høre efter det".