Bøger / skønlitteratur til børn / fantasy

Pilou


Beskrivelse


Tegneserie, hvor en af bipersonerne fra Den sorte Månes krøniker, alfen Pilou, får fortalt sin historie. Vi hører om, hvordan en lille forskræmt alf udvikler sig til at blive en frygtet og berygtet mestertyv.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 20. sep. 2013

af

af

Steffen Kronborg

d. 20. sep. 2013

Tegneserien Pilou er for unge og voksne fans af hovedserien.

Efter specialalbummet om Ghorgor Bey i spin-off-serien til Den Sorte Månes krøniker er turen nu kommet til at kaste et nærmere blik på en anden af seriens centrale figurer, alfen Plat-eller-Krone (som uvist af hvilken grund i dette specialalbum kaldes Pilou - måske en forkortelse af figurens navn på originalsproget: Pile-ou-Face). Albummets handling er først og fremmest lagt an på at føre beretningen om hovedpersonens liv frem til det øjeblik, hvor læseren første gang møder ham i hovedserien. Den målrettede styring af handlingen, hvor læseren bl.a. skal have forklaringer på alfens forkærlighed for drager og på hans ejerskab til de to magiske sværd Nepher og Bepher, går ud over indlevelsen og gør indholdet mere skematisk end medrivende. Den grafiske præsentation af alfens udvikling fra skræmt lilleput til selvsikker mestertyv er til gengæld ganske overbevisende udført, bl.a. via en række flotte dobbelte sideopslag fulde af detaljer. Så betyder det mindre, at den nye tegner Angleraud ikke helt rammer de oprindelige tegneres udtryk.

Serien Den Sorte Månes krøniker er efterhånden en af de gamle fantasy-serier på markedet. Den kan sammenlignes med en anden af de etablerede fantasy-serier, Zanfyst fra Troy.

Spin-off-serien til Den Sorte Månes krøniker kan næppe siges at være udsprunget af nogen indre nødvendighed. Men seriens mange fans vil helt sikkert glæde sig over disse tilføjelser til hovedseriens handling.