Poesi brum-brum

Francis Picabia's (1879-1953) sproglig højtgearede og avantgardistiske tekster henvender sig primært til litteratur(historisk) interesserede lyriklæsere, som her har mulighed for at stifte bekendtskab med en lyrisk tradition, der er så godt som fraværende i periodens danske modernisme.

FP er én af hovedskikkelserne i den internationale dadaisme. Først i New York så tidligt som i 1914 og senere i Europa som medstifter af Pariser-dadaismen sammen med bl.a. Marcel Duchamp og André Breton. FP huskes i dag mest i sin egenskab af billedkunstner, men at dadaismen gik på tværs af alle kendte og knæsatte genrebegreber er disse to lyriske tekster fra 1919 gode eksempler på. Teksterne - og Poesi brum-brum i mest rendyrket form - dyrker det kaotiske, ("Denne digning har hverken begyndelse eller slutning"), i bratte skift mellem det rene sproglige nonsens og en rablende, anarkistisk tidskritik, rettet mod religionen/moralen og det borgerligt-kapitalistiske samfund. I stedet tildeles kunsten, latteren og gøglet en grænseoverskridende rolle.

Forlaget har tidligere udgivet en anden af FP's tekster, Jesus Kristus Rastaquouère, 2002. Sammen med oversættelser af bl.a. Jean Arp, Tristan Tzara og Vicente Huidobro udgør disse to nye udgivelser et helt lille bibliotek af dadaismens og surrealismens kildetekster.

Uden at frakende de to samlinger selvstændig litterær værdi har de i dag primært interesse som historiske dokumentationer af dadaismens æstetiske praksis.

Læs hele vurderingen