Bogen indgår som en ud af fire bøger i forskningsprojektet "Voksenuddannelse, folkeoplysning og demokrati". Der er tale om en antologi, hvor 10 forfattere - hovedsageligt fra den danske universitetsverden - sætter fokus på den danske folkeoplysningstradition og på den demokratiske udvikling set i en bredere international sammenhæng. De 10 indlæg koncentrerer sig i 3 blokke om følgende problemstillinger: historisk analyse af begreberne folk og nation set ud fra et dansk perspektiv, dannelse og uddannelse i et overnationalt perspektiv samt selvdannelse og uddannelse i et overnationalt perspektiv. Forholdet mellem personlig dannelse og samfundsdannelse belyses ved hjælp af analyser af store tænkere som blandt andre Grundtvig, Hal Koch, Durkheim, Habermas, Bruner, Foucault, Arendt og Whitman. Efter omtale af ovennævnte tænkere findes for hver et omfattende noteapparat samt tilhørende litteraturhenvisninger. Bogen er redigeret af Ove Korsgaard - lektor på Danmarks Pædagogiske Universitet - og henvender sig primært til den akademisk-skolede læser i såvel indhold som sprog.