Birgit Munch (f. 1964) debuterer med denne samling tekster, som hun altså kort kalder "prosa". Den neutrale betegnelse dækker over ultrakorte og lidt længere sproglige forløb, der tegner et svimlende univers, hvor en far kan deflorere sin endnu ufødte datter gennem rugemoderens skød, hvor "mælkesæd" sprøjter fra "grinende pikpatter", og hvor man mellem knæene har "blæksprutter og andre flænsede sovedyr". En katastrofal utilpassethed, hvor jeg'et opdager "at hun fandtes, og de andre fandtes, og det andet sprog fandtes. Og siden det øjeblik prøvede hun at lære det andet sprog, men det lykkedes aldrig (...)". Der ligger greb fra dels surrealismen og dels skriftmodernismen i Birgit Munchs litterære univers, og teksterne lever f.eks. ved at betydninger skrider, billeder føder nye billeder, og hvor dynamikken fungerer, lykkes tingene, så man kan se mere end blot konturerne af et kommende spændende forfatterskab. Men der er også tekster, der går i tomgang eller bliver for meget manér, f.eks. "Vejret": "Det er længe siden jeg holdt op med at trække vejret. Nu er det vejret der trækker mig". Altså en lovende debut for avantgardelitterært interesserede.