Bøger / skønlitteratur til børn

Prinsesse Tennas tegninger


Beskrivelse


Billedbog. Kongeparret lægger kort efter prinsesse Tennas fødsel mærke til, at hun er anderledes. Hun har Downs syndrom, men er i øvrigt som andre børn og god til at gøre mennesker glade.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 8. juli 2009

af

af

Torben Wilhelmsen

d. 8. juli 2009

Billedbog om et barn med Downs syndrom for billedbogslæsere fra ca. 4 år.

Peggy van Gurp, der er ny i dansk sammenhæng, fortæller i denne billedbog historien om prinsesse Tenna, der har Downs syndrom - tidligere kaldt mongolisme. Vi følger Tennas fødsel og opvækst i de kongelige gemakker, hvor hun, som det understreges flere gange, stort set er og har det som andre børn. Hun har måske svært ved nogle ting, men er til gengæld glad og god til at tegne og at gøre andre glade. Da der en dag kommer brev fra kong Karlos, der er ked af det, sender Tenna ham først tegning og rejser senere med sin mor, dronningen, på besøg, og det lykkes hende med sit smittende humør og glade tegninger at gøre ham glad igen. Den lille positive og velskrevne historie om et barn med et handicap, der ellers let kan forskrække andre børn, er velfortalt og illustreret med glade, lidt naivistiske, karikerede, farvelagte tegninger i stærke farver, der passer godt til historien. Prinsesse Tennas handicap fremgår tydeligt af van Gurps tegninger, uden at man i øvrigt skænker det mange tanker. Historiens slutning kan virke lidt uforløst og brat, men ellers fungerer bogen fint.

Der findes et par andre billedbøger om Downs syndrom: Den fotografiske Søren er mongol, 1999 og Karl Otto kender I da?, 1991.

Alt i alt en sød og vellykket skønlitterær billedbog om det at have Downs syndrom. Bogen afdramatiserer fint sygdommen ved at fortælle om Tenna og hendes evne til at gøre andre glade.



Informationer og udgaver