Bøger / skønlitteratur til børn / eventyr

Prinsessen som ikke havde noget kongerige


Beskrivelse


Billedbog. Prinsessen leder efter sit kongerige. De andre prinsesser driller hende. Prinserne slås med kager om hende. Men det er med narren, hun finder lykken og sit kongerige.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 20. okt. 2009

af

af

Else Lerche

d. 20. okt. 2009

En lidt anderledes prinsesse-billedbog, der vil fascinere især piger fra 4-7 år. Den giver en fin anledning til en snak om, hvad der virkelig betyder noget her i livet.

Illustrator er ny i dansk sammenhæng. Forfatteren har skrevet billedbogen Heksens børn, 2001. Prinsessen rejser rundt og leder efter sit kongerige, mens hun ernærer sig ved at udbringe uhåndterlige pakker med sin hest Bella. De kvindelige kongelige i andre riger regner hende ikke for noget. De mandlige slås indbyrdes om hende med kager pga. hendes skønhed. Det er hos narren, der forærer hende røde strømper, hun finder ægte kærlighed og opdager at hendes kongerige hedder Her, Der og Alle Vegne. Det er en både smuk og humoristiske historie, der udstiller de mennesker, der kun fokuserer på det ydre, og viser, at det er de indre værdier, der tæller. Teksten er skrevet i et sprog, der har hentet inspiration hos H.C. Andersen og i folkeeventyret, men giver det sin egen drejning. Illustrationerne udstråler eventyrstemning. De er fine, sarte papirklip i sort, guld og farve. Personerne er i flotte dragter og slottet har tårne. Forsiden vil tiltrække alle prinsesseglade.

Billedbogen hører til blandt de lidt anderledes prinsesse-billedbøger, men er mere traditionel end fx Prinsessen der brokkede sig hele tiden, 2005.

En smuk og bemærkelsesværdig billedbog både i tekst og illustrationer. Prinsessens reaktioner gør, at handlingen tager en anden drejning end den forventelige, og det er det fine ved bogen.