Du kender sikkert det klassiske 2D Puzzle bobble, men nu skal du spænde livremmen, for med denne version er der kommet en ekstra dimension på boble-arenaen. Spil i story-mode, uendelig mode eller indbyd en modstander til et duelspil online. Fra 5 år.
Puzzle bobble udkom første gang i 1986 og er jævnligt dukket op i nyere tidssvarende designs. Grundlæggende er det dog stadig samme koncept: Ved starten af hver runde indeholder spil-arenaen et på forhånd arrangeret mønster af farvede bobler. Nederst på skærmen sigter spilleren med pointeren og forsøger at matche farven. Farven på bobler der affyres, genereres tilfældigt og vælges blandt farverne på boblerne, der stadig er tilbage på skærmen. I denne udgave er der skabt en farverig kulisse omkring spillet og som navnet antyder er spil-arenaen nu i 3D. Der tilbydes 3 forskellige spil-modes: Storymode, hvor man sendes rundt i eksotiske omgivelser i stigende sværhedsgrad, I Infinite kan man forsøge at øge sin highscore og endelig Online Duel Mode, som er et en-mod-en spil. Sprog: engelsk.
Jeg synes at man har gjort hvad man kunne for at være innovative omkring konceptet og indpakningen er rigtig fin. Hvad underholdningsværdien angår, synes jeg måske bedst om det "gamle" 2D-koncept, hvor det intuitive er i højsædet. I denne version er den essentielle sigtefunktion en anderledes oplevelse end i 2D-udgaven og det kræver lidt tilvænning. PEGI: 3.
Den klassiske 2D Puzzle bobble-serie går aldrig af mode, og bør være indgangen til genren.