Bogen vil more piger fra 10-11 år, der vil læse en sjov bog om familieliv, og kan fint højtlæses for de lidt yngre. Den farverige forside vil sikre udlån.
I 11-årige Pyms klasse får de som opgave at skrive hver deres familiehistorie, som senere skal læses op. Men hvad gør man når man tilhører en totalt mislykket familie, hvor de større søskende driller, faren snorker og moren lider af kronisk søvnmangel som resultat heraf? Pym prøver at finde på en næsten-sand historie, for hun er i sin ambitiøse iver kommet til at love klassen at hendes familiehistorie vil overgå alle de andres. Naturligvis afsløres hun i sine løgnehistorier, der blandt andet omfatter en oldefar, der var 3. mand på månen og en adopteret søster. Til sidst indser Pym, at netop familiens pinligheder er den ideelle kilde til en både god og morsom historie, og jeg er enig! Bogen er skrevet i en dagbogsagtig jeg-form, hvor Pym, i bedste Bridget Jones-stil, udleverer sine egne mangler, mens hun tror hun afslører andres. Vi kender Heidi Linde fra flere børne- og voksenromaner, fx Nu, for helvede, 2012.
Rent tematisk ligner denne bog Wimpy Kid-bøgerne af Jeff Kinney, hvor humoren også er baseret på at udlevere andres og i særdeleshed egne fadæser. Løgnehistorier finder vi også mange af i Heidi Lindes Det er løgn!, 2006.
Man er godt underholdt fra start til slut når antiheltinden Pym afslører sin families pinligheder, og der er meget spræl i både hovedperson og sprog.