Denne bog udkom som led i, at Viborg i 2004 fejrede 475 året for at være den første by i Danmark, som gennemførte reformationen, og den er først blevet offentliggjort i Viborg Stifts Folkeblad. Det giver naturligvis bogen et meget lokalt præg med stednavne, kendte bygninger osv. Bogens hovedperson er drengen Rasmus, som under en børnefødselsdag kommer på en tidsrejse 500 år tilbage. Han oplever byen Viborg på den tid, som den var med munke, kloge koner, håndværkere, spedalske og røvere. Først tror han, det hele er totalteater, og i den tro hjælper han en røver ud af gabestokken. Men det giver ham problemer med byfogedens svende, så han må flygte. Han får hjælp fra flere sider og kommer også en tur til Fur, inden han igen lander i nutiden. Det er en faktuel bog forklædt som fiktion på den måde, at forfatteren bruger mere energi på at fortælle i alle detaljer om, hvordan folk levede på den tid end på at få historien til at leve. Personerne bliver ikke levende og troværdige mennesker, og der mangler både spænding og nerve i handlingen. Det er en bog, man bliver godt informeret af, men man bliver ikke underholdt. Bogen er tæt sat i to spalter, og den er illustreret med lidt stive og stillestående farvelagte tegninger. Selvlæsning fra 10 år.