Alex og Omar er i skole, og pludselig kan de høre et bonk! mod ruden. Alle børnene i klassen løber ud for at se, hvad det er. Kan læses, hvis man er 7-8 år.
Alex og Omars klasse sidder helt stille og arbejder, men pludselig lyder der en høj lyd fra ruden. De løber alle ud og finder en lille fugl, som ligger helt stille. Børnene tror, fuglen er død, og de lægger den ned i en lille æske. Børnene står og kikker på den lille fugl i æsken, og Omar er lige ved at græde, men så kan de se, at fuglen sitrer lidt. Teksten er sat op i 1-4 linjer, og der er illustrationer i farver på alle sider. I starten af historien er der små billeder af børnene og lærerne i Alex og Omars klasse. Der er desuden en illustration af den bygning, hvor Alex og Omar bor, og bagest i bogen er der et opslag med illustration af byen, som de bor i. Bogen om Alex og Omar er i serien "Læseørn". Den har hårdt omslag.
Super sød og hyggelig historie om en skoleklasse, og vennerne Omar og Alex. De fleste børn kan genkende situationen med en fugl, som flyver mod en rude. Bogen er meget overskuelig at læse med kun lidt tekst på hvert opslag, og meget klare og enkle illustrationer.
En anden let læst bog om børn og fugle er fx Julie og fuglen. Den handler om Julie, som finder en fugl med en brækket vinge. Bogen er i serien "Læs dansk".