Ny type letlæsningsbøger for voksne læsesvage, hvor QR-koder bringes i spil sammen med den trykte tekst.
Forlagets navn er en sammentrækning af digital og teaching. De introducerer den gamle bog+bånd tænkning i et ny version, hvor det er QR-koden, der leder hen til en lydfil, hvor bogens tekst læses højt. De to er for voksne læsesvage på absolut begynderniveau med et lixtal på hhv. 8 og 11. De handler begge om Lotte, der er gift med Tom og har to børn. I den ene knager ægteskabet, men efter en god snak med veninden, klarer de skærene. I "Rent held" er familien på ferie med en bil, der sætter ud på vejen ned gennem Europa. Også her får vi en lykkelig slutning og en god ferie. En QR-kode kan aflæses i starten af bogen, og man føres hen til en lydfil, hvor bogen læses i langsomt tempo. Collageilustrationer.
Teksten består af meget enkle sætningskonstruktioner i en åben opsætning. Den har meget lidt kød på, hvilket naturligvis er betinget af det meget lave lix-tal. Deraf følger en lidt naiv tone i bogen, og illustrationerne signalerer da heller ikke rigtigt kommunikation i øjenhøjde med målgruppen. Ideen med at bruge QR-teknologoien er original og nytænkende i denne sammenhæng. Bøgerne vil bedst fungere i en undervisningssammenhæng i forhold til nydanskere, som nok vil være de primære modtagere.
Kan sammenlignes med serien "Læseværkstedet", rødt niveau.