Gennem mere end 30 år har Milo Manara nu glædet mænd verden over med imponerende smukke tegninger af langlemmede, letpåklædte yngre kvinder med særdeles velformede baller og bryster - og slet skjulte kønsdele. Til gengæld er det ofte nogle særdeles luftige handlinger, de yndige tegninger bruges til at illustrere. Således også denne gang, hvor der udbryder en ny revolution i Frankrig, under ledelse af en ny Robespierre: På det store torv i hovedstaden henretter man den nye tids adel: Tv-direktører, journalister og programredaktører fordi de dels vildleder de brede masser med deres forvrøvlede og selvcentrerede programmer, dels bruger deres muligheder for selv at komme i centrum og tjene hundrede gange mere end almindelige lønslaver. Som sædvanlig hos Manara kommer det meste af handlingen naturligt til at koncentrere sig om danserinden Kay, der naturligvis bliver gidsel hos de revolutionære på et tidspunkt, hvor hun er ved at skifte trusser
Der er flere uforklarlige spring i handlingen, men erotikken glemmes i hvert tilfælde ikke. Og det er som nævnt smukt tegnet af en øvet mester.