Dette godt fordanskede værk af de to svenske forfattere og litteraturforskere analyserer og kommenterer 12 udvalgte noveller fra Rifbjergs forfatterskab over godt 30 år. Udgangspunktet har været, at der skulle være en konkret ting som en del af titlen (som f.eks. " Dej" eller "Salat"), og med Rifbjergs karakteristika in mente er det, som det også viser sig, et meget spændende greb. De tolv noveller er alle optrykt bag i bogen, så læseren altså ubesværet kan kombinere såvel tekst som tolkning. Analyserne afdækker lag i de enkelte noveller meget indsigtsfuldt, men der arbejdes også på tværs, så forfatterskabets gennemgående tematikker fremdrages. Det hele er gennemsyret af en smittende begejstring for projektet og en dyb beundring for Rifbjergs skrivekunst, som analyseres på et niveau, der henvender sig til såvel rifbjergdyrkerne som til f.eks. gymnasie- og andre studerende på videregående uddannelser, der skal have bund i en fortolkning. Analyserne opsummeres som følger: "Tingenes mangfoldighed og beskrivelsernes præcision er æstetiske greb, der skaber forudsætninger for en ny slags gåder, der ligger nærmere livet selv end litteraturen. Det er det, der skaber Herlighedsværdien".