Bøger / skønlitteratur til børn / roman

Robin med hætten


Beskrivelse


Den 11-årige Sebastians forældre skændes ferien væk, og da Sebastian møder den mærkelige pige Robin, tilbringer han al sin tid med hende. Men hvem er den fuglemand, som forfølger hende?

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 31. okt. 2002

af

af

Birger Hoff (skole)

d. 31. okt. 2002

Det er en lille særpræget fortælling fra en svensk forfatter, som ikke tidligere har været oversat til dansk. Bogens hovedperson(er) er 11 år, og det må anses at være minimums alder for målgruppen. Det er nemlig ikke ligefrem en enkel fortælling, selv om den tager afsæt i en såre realistisk verden, nemlig sommerferie på ødegård i de svenske skove med mor og far. Realismen afløses snart af en næsten surrealistisk verden, og skellet mellem realisme og fantasi synes at være meget tvetydigt, hvilket bestemt ikke gør fortællingen helt let at få hold på. Desværre virker det til tider også som om forfatteren har haft svært ved at beslutte sig for, hvor hun vil lægge vægten i sin fortælling, og derfor forfalder hun undertiden til lidt for lette løsninger. Rent sprogligt fungerer bogen udmærket, ligesom personkarakteristikken af hovedpersonen Sebastian er troværdig. Derimod virker de voksne mere som postulater, men det kan være et bevidst valg fra forfatterens side, da deres adfærd ses gennem Sebastians øjne. Enten skændes Sebastians mor og far eller også er de meget optaget af hinanden, resultatet er, at han føler sig meget ensom og derfor søger han på egen hånd ud skoven. Her møder han den meget anderledes pige Robin og hendes mærkelige verden.


Bibliotekernes vurdering

d. 31. okt. 2002

af

af

Elisabeth Bennetsen

d. 31. okt. 2002

Svensk børnebog af en forfatter, som ikke har været oversat til dansk før. Jeg-fortælleren er den 11 årige Sebastian, som tilbringer en ferie i et sommerhus med sine forældre. De skændes uafbrudt, uden man forstår hvorfor, og da Sebastian møder en underlig pige i skoven, tilbringer han al sin tid der. Hun lever tilsyneladende vildt derude på flugt fra en fordrukken far og sorgen over en død mor og bror. De to ensomme børn finder tryghed og varme hos hinanden, og Sebastian blandes ind i hendes måske indbildte kamp mod faren og andre besynderlige og uklare personer, som hun mener er efter hende. Det er en forvirret og utroværdig bog. Som læser kan man ikke finde ud af, hvad der er fantasi, og hvad der er virkelighed. Der er drysset en del fantasyelementer ud over bogen, men genren er ikke valgt konsekvent, og da det kun er i rigtige fantasyromaner, at børn kan slippe af med at rende rundt i skove nat efter nat, se hvide kvinder svæve over søer og være venner med vilde dyr, så tror man hverken på personer, handling eller tema. Man kommer aldrig ind under huden på de to hovedpersoner, og da handlingen samtidig slæber sig af sted i et omstændeligt og forklarende sprog, så er man heller ikke hverken rørt eller underholdt. 11 år.



Informationer og udgaver