Feng Shui er de to ord, der ud af bogens lange titel, bliver fremhævet med store typer på forsiden. Ganske vist er forfatteren blandt Hong Kongs fremmeste Feng Shui-mestre, og ganske vist er Feng Shui et af den alternative verdens hotte tiltag, men bogens indhold berettiger på ingen måde til indretningsmetodens fremtrædende placering. År 2000 eller rettere 4/2/2000-3/2/2001 er dragens år efter den kinesiske astrologi, og bogen er simpelt hen Rocky Sungs forudsigelser for det kommende år. Først tegn for tegn og senere dag for dag. Med fokus på astrologiens klassiske interessefelter som arbejde, økonomi og kærlighed forsynes læseren med astrologiske hofteskud, der f.eks. fortæller mig, at jeg i marts ikke bør stole på nogen som helst og gøre mest muligt af mit arbejde selv. Mens jeg i april ikke bør være tilbageholdende med at bede om hjælp fra mine kollegaer, for et delt problem er et halvt problem, som mesteren siger. Man må håbe, at situationerne giver sig selv, for ellers kan man selv og ens omgivelser få et forvirret år med pludselige kursændringer. Feng Shui kommer først ind til sidst som nogle supplerende råd om, hvordan man ved indretning i sit hjem og på arbejde kan reparere på dårlig indflydelse fra stjernerne. Min forudsigelse er, at holdbarhed til den 3/2-2001 ikke er det bedste anskaffelseskriterium under bogvalget.