Thorbjørn Schwarz alias DJ Static er en af kongerigets mest hæderkronede djs og producer. Han er tredobbelt Danmarksmester og tidligere Europamester i mix (DMC - World DJ Championships). Han er blevet kåret som årets Urban DJ fem år i træk ved Danish DeeJay Awards, og han lukkede årets Roskilde Festival med et brag af en fest på Arena. Medierne har allerede hyldet denne debutskive som et hip hop-mesterværk, men det kan diskuteres, mener denne signatur. Dertil er DJ Statics udtryk netop for statisk, og det imponerende all star line-up, DJ Static har trukket ind (Orgi-E, Jøden, Wafande, Yepha, Pede B, Per Vers og Jokeren for blot at nævne nogle få), leverer sjældent andet end traditionelle blærerap-klichéer. Med sine 28 skæringer og 100 minutters varighed er "Rolig under pres" dog nok årets monumentale hip hop-album i Danmark og på denne måde ikke til at komme udenom.