Egner sig for låneren der ønsker at læse om, den næsten glemte, kunstart at samles ved bordet omkring et godt måltid mad. Kan derudover bruges af den opgaveskrivende låner, hvis problemformuleringen matcher bogens indhold.
Denne finurlige og underfundige bog kan nok bedst beskrives af forfatternes egne ord: "Samtaler ved et måltid kan handle om alt og intet, stort og småt. Sidder man blandt fremmede, konverserer man. Sidder man blandt familie og venner, snakker man." Så kort og godt kan det beskrives, men forfatteren har dog føjet en del mere til i denne bog. For hvad er der blevet at tidligere tiders samling omkring middagsbordet. Er det et kapitel, der er ved at blive skrevet ud i vores hurtige og mediefyldte hverdag? Bogen er opbygget af en række kapitler der alle tager vores måltider samt kulturen omkring bordet under kærlig behandling, og her bliver jeg nødt til at nævne min personlige favorit: "Måltidet og den demokratiske dannelse". For som forfatteren selv er inde på, så udfordres og undergraves måltidet. Selve bogen er udgivet i en glimrende hardback kvalitet, og indeholder et væld af billeder.
Der er tidligere udgivet litteratur omhandlende kunsten at "nyde" et måltid, så for yderligere læsning se: Mad, mennesker og måltider : samfundsvidenskabelige perspektiver fra 2003.
En underfundig og finurlig lille bog, der behandler et emne, vi alle kender i højere eller mindre grad. Jeg kan kun anbefale bogen, men igen, må jeg også mane til indkøb med forsigtighed.