Endnu et vægtigt bidrag i rækken af historier fra alverdens lande. Her fra det afrikanske land Burkina Faso. Samlingen indeholder 3 temaer: 18 historier med dyr, 22 med mennesker og 5 dilemmaeventyr. Som titlen siger, har forfatteren selv hørt historierne, som han her genfortæller. Det gør han veloplagt og i et sprog, som er rammende, ligefremt og præcist. Historierne er både sjove og alvorlige, og de slutter ofte med en morale. Morsomt er det, at haren har rollen som den listige og snu, der snyder alle andre. Til nogle af historierne er der fine sort/hvide linoleumssnit, som spiller udmærket sammen med teksterne. Bogens sidste 10 sider bruges til at fortælle om den mundtlige tradition i Burkina Faso. De 4 afsnit er opdelt i: fortællingens rum, fortællingens rolle, fortællingens tolkning og fortælleteknik - god og nyttig læsning for fortælleren. Alt i alt fremstår bogen som gennemarbejdet og helstøbt. Godt layout. Der er luft, stor skrift, korte afsnit, og der står ikke for meget på siderne. Bogen henvender sig til alle, der holder af historier. Oplæsning på alle klassetrin og selvlæsning fra 4. klasse.