Forfatteren, der tidligere har udgivet adskillige bøger om smykkefremstilling, arbejder i denne lille bog med en kombination af sølv, perler, halvædelsten og sort gummi fra cykelslanger, pakninger mv. Modellerne omfatter halssmykker, øreringe, armbånd og brocher i et iøjnefaldende og moderne snit. Efter et kort, indledende afsnit om teknikker og materialer kommer turen til de enkelte modeller. Fremstillingen beskrives kort, og teksten suppleres med farvefotos af de færdige smykker samt s/h tegninger af særlige detaljer. Smykkerne er inddelt i tre sværhedsgrader, hvoraf de letteste kan laves af større børn med voksenhjælp, f.eks. i fritidsklubberne. Modellerne er nye og anderledes og virker gennemarbejdede. Et pænt supplement til de øvrige bøger om smykkefremstilling, primært til voksenbibliotekets lånere.