For den læser der ikke forventer håndfaste statements og store sproglige armsving er der noget at hente i Kevin Japsens afdæmpede og æteriske kærlighedspoesi.
De to afsnit i Kevin Japsens samling, bestående af korte, titelløse digte, er forsynet med overskrifterne "Oceanografi" og "Marin sne". I begge tilfælde peges der hen på naturen, og i særdeleshed på havet og vandet som gennemgående elementer og forestillingsmønster i teksterne. Den sociale omverden er så godt som fraværende i digtene, der kredser omkring forholdet mellem et jeg og et du, hvis kærlighed spejles i årstidernes og døgnets skiftende rytmer og lys. Fælles for teksterne er, at de pejler sig frem mod det punkt af stilhed og den åbning eller "lysning" i sproget, hvor drømmens og underbevidsthedens billeder tager over: "I enhver tone:/ forløsningen og længslen/ drømme om at blive til/ og blive sig selv/ at lytte er at se/ uden horisont". Tidligere på året debuterede forfatteren med ungdomsromanen Blå øjne.
Sprogligt og tematisk er det oplagt at sammenligne med fx Jens Fink-Jensens digte. Bogen udsendes som en del af Serie 5, bestående af 12 digtsamlinger, fra det lille, idealistiske forlag.
Der er i Kevin Japsens digte en sympatisk intention om at indkredse det flygtige, længslen og åbenheden i eksistensen. Det lykkes nu og da, men i mange tilfælde også lidt for abstrakt og programmatisk, og uden at der sprogligt sættes noget i spil.