I disse tre fine fortællinger præsenteres begivenheder, der griber ind i hinanden og knyttes sammen på tværs af tid og rum. Til alle med interesse for nyere dansk eksistentiel litteratur.
Forfatteren er kunsthistoriker og har flere romaner bag sig. Denne udgivelse rummer tre selvstændige fortællinger, der har en adresse uden for Ring 1 i København til fælles. På forskellige tidspunkter i løbet af det tyvende århundrede præsenteres vi for adressens beboere: Først den tidligere kahytsjomfru Asta Hansen, der bliver fundet livløs på fortorvet. Trods et tilsyneladende anonymt liv, har hun både en ulykkelig kærlighedshistorie og en mørk hemmelighed bag sig. Dernæst bankassistenten Kaj Sørensen og hans franske hustru cirkusartisten Gaby. Deres lykkelige ægteskab rammes af sorg og håbløshed, da Gaby bliver ramt af Alzheimers sygdom. Til sidst biologen Karl-Heinz, der opdager at han er i besiddelse af nogle helt særlige evner samt hans underbo Pernille, der plages af søvnløshed.
Sprogligt elegante og velfortalte fortællinger om eksistens med fokus på det, der skjuler sig bag et tilsyneladende anonymt ydre. Forskellige begreber og begivenheder, der går igen i fortællingerne skaber et fint helhedsindtryk og en god sammenhæng på tværs.
Forfatterens stil minder lidt om fx Birgithe Kosovic og Charlotte Weitze, der også kan noget særligt med sproget.