Flot, fængende billedfagbog om en fascinerende sidegren af japansk historie, nemlig samuraiernes univers. Læseren føres gennem både historiske perioder og begivenheder med fokus på samuraierne og får samtidig grundigt indblik i den japanske kriger-elites daglige gøremål - både hvad angår krig og kampsport og mere kunstneriske og kulturelle forhold. Det er fascinerende læsning, at stifte bekendtskab med samuraiernes særlige stræben efter "det perfekte" indenfor alle livsområder - det "rette liv", den "rette tro", den "rette teknik" osv. Denne stræben genkendes fra den europæiske middelalders ridder-idealer, men er ifølge bogen her drevet ud i det ekstreme i samuraiernes livssyn, hvilket er både spændende, pirrende og lidt skræmmende at læse om. Bogen er decideret populærvidenskabelig, men på den redelige og dygtigt udførte måde, hvor der gives plads til både overblik og detalje og hvor målet er mere end blot underholdning. En bogtype, der måske vil fænge også de "læse-standsede" drenge mellem 11 og 14, en efterspurgt vare - altså bogtypen. Bogens illustrationer veksler mellem farveløse konturtegninger, der ledsager de forklarende faktasider og flotte, storladne farvebilleder, der illustrerer de historiske afsnit. Især de sidstnævnte er lokkende dygtigt lavet med superskarpe detaljer og fin fornemmelse for japansk natur og historie. Fin billedfagbog om smalt men spændende emne.